Det er ikke nogen hemmelighed at jeg ret ofte får nogen ret så intense cravings, i forgårs var det leverpostej, så jeg har konsumeret en her pakke flødeleverpostej over 24 timer! I dag var det chokoladebrownie – og det er bare svært at ignorere sådan en craving, især når det tager mindre end 40 min med det hele (altså for os som kan spise den gloende varm fra ovnen, de sarte skal nok overveje at lade den køle af en 15-20 minutters tid, før de sætter tænderne i den”)

Der er jo altid sukker i chokolade, så man bør vælge en med så høj kakaoprocent som muligt. I den her variant har jeg brugt 100 gram 85% mørk chokolade og 70 gram 75% mørk orange chokolade.
Det kan i øvrigt godt betale sig at bruge en kakao af god kvalitet, det gør virkelig en forskel for slutresultatet, jeg bruger denne som jeg køber “billigt” i Sverige, den er SYGT lækker – har desværre ikke så god erfaring med andre, men der findes helt sikkert nogen gode på markedet.

Den her brownie er så nem og hurtig at alle kan give sig i kast med den, det kan faktisk ikke gå galt!
Opskrift:
- 170 gram mørk chokolade
- 6 spsk kokosolie
- 2 store æg
- 100 gram sukrin gold
- 1 tsk vaniljepulver
- 40 gram kakaopulver
- 45 gram maizena
- 1/2 tsk fint salt
Beklæd en form med sølvpapir og smør dette med blødt smør eller spraysmør/olie. Jeg har brugt en rugbrødsform, og begrænset pladsen lidt med ekstra sølvpapir så den ikke blev alt for tynd.
Smelt chokolade og kokosolie i en skål over vandbad, når det er smeltet sammen, skal det sættes til side og køle lidt af. Pisk æg, sukrin og vanilje til det er cremet i konsistensen. Når chokolademassen er kølet af, tilsættes denne til æggemassen og der piskes – så vil dejen tykne. Mix til det er blandet godt og tilsæt så kakaopulver, maizena og salt. Mix igen til det er helt blandet og hæld op i formen. Bag i ca. 25 – 30 min og tag den ud og skynd dig at kaste et stykke i munden… ej pjat .. lad den lige stå i formen i ca 15-20 min og så tag den ud og lad den køle af på en bagerist – herefter kan sølvpapiret fjernes og … velkommen i chokoladehimlen .. uden gluten og raffineret sukker! godt for maven! Drys med lidt sukrinmelis hvis du orker det 😉